1. Fold for at redigere formålet med dette afsnit
H13 matricestålbruges til at fremstille smedematrices med høj slagbelastning, varme ekstruderingsmatrices, præcisionssmedematricer; trykstøbematrices til aluminium, kobber og deres legeringer.

Det er introduktionen af ​​H13 lufthærdende varmbearbejdningsstål fra USA. Dets egenskaber og anvendelser er grundlæggende de samme som 4Cr5MoSiV-stål, men på grund af dets højere vanadiumindhold er dets ydeevne ved middeltemperatur (600 grader) bedre end 4Cr5MoSiV-stål. Det er en repræsentativ stålkvalitet med en bred vifte af anvendelser i varmbearbejdningsstål.
2. Funktioner
Elektroslagge-omsmeltet stål har høj hærdbarhed og termisk revnebestandighed, et højere indhold af kulstof og vanadium, god slidstyrke, relativt svækket sejhed og god varmebestandighed. Ved højere temperaturer har det bedre styrke og hårdhed, høj slidstyrke og sejhed, fremragende omfattende mekaniske egenskaber og høj anløbningsstabilitet.
3. Stålets kemiske sammensætning
H13-stål er et C-Cr-Mo-Si-V-stål, der er meget udbredt i verden. Samtidig har mange forskere fra forskellige lande udført omfattende forskning i det og udforsker forbedringer af den kemiske sammensætning. Stål er meget udbredt og har fremragende egenskaber, primært bestemt af stålets kemiske sammensætning. Naturligvis skal urenhederne i stålet reduceres. Nogle data viser, at når Rm er 1550 MPa, reduceres materialets svovlindhold fra 0,005% til 0,003%, hvilket vil øge slagstyrken med omkring 13J. NADCA 207-2003-standarden fastsætter naturligvis, at svovlindholdet i premium H13-stål skal være mindre end 0,005%, mens svovlindholdet i superior-stål skal være mindre end 0,003%S og 0,015%P. Sammensætningen af ​​H13-stål analyseres nedenfor.

Kulstof: Amerikansk AISI H13, UNS T20813, ASTM (den seneste version) H13 og FED QQ-T-570 H13 stål har et kulstofindhold på (0,32~0,45)%, hvilket er det højeste kulstofindhold af alleH13 stål. Bredt. Kulstofindholdet i tysk X40CrMoV5-1 og 1.2344 er (0,37~0,43)%, og intervallet for kulstofindhold er smalt. I tysk DIN17350 er kulstofindholdet i X38CrMoV5-1 (0,36~0,42)%. Kulstofindholdet i SKD 61 i Japan er (0,32~0,42)%. Kulstofindholdet i 4Cr5MoSiV1 og SM 4Cr5MoSiV1 i mit lands GB/T 1299 og YB/T 094 er (0,32~0,42)% og (0,32~0,45)%, hvilket er det samme som henholdsvis SKD61 og AISI H13. Det skal især bemærkes, at kulstofindholdet i H13-stål i North American Die Casting Associations standarder NADCA 207-90, 207-97 og 207-2003 er specificeret som (0,37~0,42)%.

H13-stål, der indeholder 5% Cr, bør have høj sejhed, så dets C-indhold bør opretholdes på et niveau, der danner en lille mængde legeret C-forbindelse. Woodyatt og Krauss påpegede, at H13-stålets position på det ternære Fe-Cr-C-fasediagram ved 870℃ er bedre placeret ved krydset mellem austenit A og (A+M3C+M7C3) trefaseområder. Det tilsvarende C-indhold er omkring 0,4%. Figuren markerede også en stigning i mængden af ​​C eller Cr for at øge mængden af ​​M7C3, og A2- og D2-stål med højere slidstyrke til sammenligning. Det er også vigtigt at opretholde et relativt lavt C-indhold for at få stålets Ms-punkt til at nå et relativt højt temperaturniveau (Ms for H13-stål beskrives generelt som 340℃), så stålet kan bratkøles til stuetemperatur. Der opnås en legeret C-forbindelsesstruktur, der hovedsageligt består af martensit plus en lille mængde resterende A og en ensartet fordeling af resterende martensit, og efter hærdning opnås en ensartet anløben martensitstruktur. Undgå at omdanne for meget tilbageholdt austenit ved arbejdstemperaturen, da dette kan påvirke emnets ydeevne eller deformation. Disse små mængder tilbageholdt austenit bør omdannes fuldstændigt i de to eller tre anløbningsprocesser efter bratkøling. Det skal i øvrigt påpeges her, at den martensitstruktur, der opnås efter bratkøling af H13-stål, er lægte M + en lille mængde flage M + en lille mængde resterende A. De meget fine legeringskarbider udfældes på lægte M efter anløbning. Indenlandske forskere har også udført noget arbejde.